Mette, Magnus & Søren er symptomet, ikke problemet...
Tiden med corona har ændret meget i gamle Danmark
Vi blev først bildt ind, det bare var 14 dage for at knække kurven, og så fantastisk totalitært som dette påbud var, så fulgte langt de fleste danskere villigt ordren. Det endte bare ikke der; da vor kære regering opdagede, at folk villigt adlød disse absurde påbud – masker, opholdsforbud, forsamlingsforbud, osv. osv. - var der ingen ende på, hvor opfindsomme, de kunne være, når det kom til at plage befolkningen. Ikke engang Mettes Minkmord var toppen, da vi nu lever med den bløde tvang, der skal få alle til at tage ”vaccinen” – for du vil vel gerne tilbage til hverdagen? Men så bliver du nok også nødt til at få et ”booster-shot” om seks måneder, og vi lukker nok ned igen alligevel, for klimaets skyld.
Det er naturligvis lettest bare at lukke øjnene for alt dette, bare lytte til den socialdemokratiske propaganda og adlyde. De gør det jo kun for vores bedste, politikerne og embedsmændene og medicinalindustrien, de er eksperterne, de er jo også folkevalgte, osv. osv.
Men sandheden er jo, at der er noget helt galt her i landet...
Er personerne på tinge problemet?
Problemet er ikke Mette Frederiksen, eller Magnus Heunicke, eller Søren Brostrøm, selvom det er svært at forestille sig mere inkompetente og magtfuldkomne individer. Det er ikke engang skumle og griske bagmænd. Problemet er staten, der gør deres egennyttige og ulogiske indskud til ordrer, som vi andre mere eller mindre frivilligt skal følge.
Hvad er da staten? Er det ikke os alle sammen, er det ikke bare fællesskabet? Det siger de jo – statskassen er fællesskabets kasse, statens beslutninger er fællesskabets beslutninger, statens mål er fællesskabets mål. Tillader man sig at være uenig med staten, med fællesskabet, så er man en hjerteløs egoist, om det så er fordi, man gerne vil betale mindre i skat, eller fordi, man ikke vil gå med mundbind.
Men staten er ikke os alle sammen, den er ikke fællesskabet. Staten er systematisk, organiseret tvang. Hvis en mand ikke vil, som staten siger han skal, bliver det værst for ham selv. Han vil miste sin formue, sin frihed, i yderste konsekvens sit liv. Staten er frihedens fornægtelse, den er et forsøg på at påtvinge alle en snæver gruppes ønsker. På den vis er staten også fornægtelse af alt sandt fællesskab, for hvordan kan man tale om fællesskab og samfund mellem voldsmænd og deres ofre?
Og hvad er statens tjenere, fra dronningens ministre ned til de betjente, der håndhæver deres påbud, andet end voldsmænd?
Filosoffer plejede, før de alle blev købte af statens herskere, at tale om forskellen på frie samfund og militære samfund, på kontraktlige bånd og hegemoniske bånd mellem mennesker. I dag er vi frie, bevares – frie til at arbejde og betale skat, men til hvad ellers? Og før corona – hvor frie var vi da egentlige? Bevares, man havde lidt flere muligheder for at forbruge, men sandelig kun af de goder, statens alvise tjenere på forhånd havde godkendt, og man kunne forvente, at alt, man gjorde, blev overvåget og kontrolleret. Kun hvis man adlød, fulgte reglerne og betalte sin tribut til staten, var man fri. Sådan var det før corona – er det blevet bedre siden?
Har vi virkelig brug for tvang?
Nu tænker nogle nok, at vi da har brug for staten, for nok er den organiseret tvang og voldsovergreb sat i system, men visse essentielle goder afhænger af statens eksistens. Måske er staten blevet for stor, men samfundet kunne ikke bestå i dens fravær. Vi skal bare reformere lidt, skære lidt hist og her og indføre lidt opsyn – måske en ombudsmand ekstra – så går det nok.
Intet kunne være fjernere fra sandheden. Et frit samfund, hvor alle nyder samme ret til liv og ejendom og til at bruge disse, som han lyster, kunne snildt løse alle de problemer, som staten angiveligt påtager sig.
De fattige
Hvad med de fattige? Tænker nogle måske, de ville da dø af sult, hvis ikke vi havde offentlig velfærd. Men for det første er de fattige kun fattige, fordi staten med djævelsk magt har udelukket dem fra at finde et arbejde. Fagforeningsvældet tvinger virksomheder til kun at ansætte folk til en vis løn, eller kun, hvis de har visse kvalifikationer eller uddannelser, som fagforeningen har bestemt er strengt nødvendige. Mange bliver udelukket, for hvad med dem, som ikke kan levere en indsats, der står mål med den løn, de efter fagforeningens diktat skal have? De unge uden erfaring, de vanføre med nedsat arbejdsevne, de lettere begavede og alle andre, som af den ene eller anden grund ikke er særligt produktive, bliver med vold udelukket fra at ernære sig selv.
For det andet ville der, naturligvis, i fraværet af den altædende og-korrumperende velfærdsstat være masser af frivillige foreninger, der tog sig af det lille mindretal, der ikke kunne klare sig selv. Det er ikke en påstand – det var virkeligheden, før magtsyge politikere og bureaukrater overtalte og narrede danskerne til at acceptere den ene velfærdsordning efter den anden.
De syge
Hvad med de syge? De ville da dø en jammerlig død, hvis ikke vi havde et offentligt sundhedsvæsen. Sandheden er, at det offentlige sundhedsvæsen er elendigt. Hvis man er så uheldig at blive indlagt, får man en kummerlig behandling – hvad er mere sterilt og sjælløst end et offentligt sygehus? – men får at vide, at man sandelig skal være taknemmelig for de kære læger og sygeplejersker. I virkeligheden er hele sundhedssektoren bygget op for at sikre en lille gruppe læger og administratorer prestige og høje indkomster. Ved at opstille strenge adgangskrav til uddannelsen og ved at forbyde alle, der ikke har en godkendt uddannelse at udøve lægehvervet, sikrer man, at der er langt færre læger, som dermed kan få en langt højere løn. I et frit samfund ville folk søge behandling, hvor de selv mente, de fik noget ud af det. Der ville naturligvis være nogle, der brugte tvivlsomme metoder, men så længe folk ikke blev bedraget, ville det være deres eget ansvar. Og hvor mange, der har gået med maske det sidste år, kan egentlige tillade sig at se ned på alternativ medicin, blot fordi den officielle videnskab påstår de uden evidens?
Hvem vinder på statens tvang?
Som med lægerne så er det også for advokater, landinspektører, dyrlæger og mange andre erhverv. Statens reguleringer begrænser udbuddet og skaber særinteresser, der lever fedt på denne magtanvendelse. I virkeligheden bliver vi alle fattigere, for folk bliver forhindret i at bruge deres talenter og deres ejendom på den vis, der er mest profitabel for dem selv og gavnligst for resten af samfundet. Overalt hvor vi ser statens indgreb, ser vi konflikt og samfundet i opløsning og menneskene fattigere.
Sådan er det på alle punkter. Hvor ville problemet med indvandring være, hvis ikke staten først havde subsidieret indvandringen massivt og sidenhen gjorde, hvad den kunne, for at forhindre indvandrere i at blive andet end socialklienter?
Hvor ville terror og organiseret kriminalitet være henne, hvis ikke staten havde skabt forudsætningerne for dem ved deltagelse i tåbelige krige og ligeså tåbelige forsøg på at forbyde medicinske og andre substanser, folk gerne vil indtage?
Overalt hvor vi vender os hen, i hvert et hjørne af samfundet, ser vi opløsning og strid. Eksemplerne er legio, og altid er det statens infame indflydelse, der står bag.
Det er kun en lille gruppe, der har nogen gavn af staten. Dem, der tjener store penge på deres privilegerede status eller særlige adgang til magthaverne, både i det private erhvervsliv og blandt topembedsmænd; fanatikerne, der gerne vil påtvinge resten af samfundet deres absurde tanker, om det så er det seneste nye ”progressive” påfund eller endnu en omgang miljø- og klimakult eller noget helt tredje; og dem, der bare gerne vil herske over andre, der gerne vil se andre mennesker bøje knæ for deres indbildte autoritet.
Men det er ikke dem, der skaber og opretholder staten. Det er heller ikke politi og militær, villige håndlangere for magthaverne som de har vist sig. Det er os. Det er den brede befolkning, der bare har accepteret, at staten er nødvendig, vores hjælper, eller i det mindste uimodståelig. Vi har alle alt for længe bare givet op, for det er jo lettere at overlade alle problemerne til det offentlige i stedet for selv at tage ansvar. Nogle har måske naivt troet, at politikeres og statsmediers propaganda stod til troende, men den naivitet kan intet vågent menneske påkalde sig nu. Det gælder ikke kun corona.